Emma Giessing Halle

  Generelle notater:

Kære Louise og Søren, kære børn og lille Emma - familie og venner.

Det er en stor festdag i dag – for Emma skrives ind i en større historie. I århundreder har familier holdt traditionen i hævd og døbt deres børn i de ca 2000 folkekirker der ligger rundt om i DK – men også ud over hele jorden døbes der hver dag børn. Emma står på skuldrene af jer forældre, jer bedsteforældre og jeres forældre osv. Osv.

Traditioner og ritualer hjælper os med at huske hvem vi er og hvor vi kommer fra. Både slægtsnavnet man får, når man bliver døbt, siger noget om hvor man hører til -og man føjes også ind i en flere tusind år gammel kirkes historie. En historie, som man mærker her inde i denne gamle smukke kirke, som blev bygget lige før 1200 tallet – og døbefonten er lige så gammel som kirken og udhugget af én stor granitblok. Den er i øvrigt den eneste ottesidede døbefont i Danmark.
Den står fast her inde i vores gamle kirke og har gjort det i mange hundrede år.
Det minder os om, at Guds løfter står fast – fra generation til generation. Ja, endda langt ud over hvad vi kan forstå og erfare og tælle af år. Det løfte der ligger i dåben – at vi bliver Guds børn og altid må komme til ham – det løfte kan og vil Gud aldrig løbe fra. Lige meget hvordan vores liv former sig.

Det er ret vildt ! Men det vilde starter allerede, når vi får lov til at modtage det lille nye liv i vores hænder og i vores hjerter og familier.
Det lille barn er en gave til jer forældre og søskende og bedsteforældre og alle jer andre. Det lille barn er intet mindre end et mirakel, - som ikke bare kan forklares med biologi og kemi ….

I Biblen, i Salmernes Bog, står der sådan her, om det mirakel. ”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt. Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster havde du mig for øje.

Livet er større, end vi kan begribe. Og det er der noget smukt i. Det kalder også på en ydmyghed – forstået som det modsatte af en erobring. Livet er ikke en præstation -Noget, vi kan skabe selv. Underlægge os og beherske. Livet er en gave. Og I to, Louise og Søren – har modtaget en smuk, elskelig og uendelig stor gave! Noget, der, på en uforklarlig måde – er større, end os selv.

Når vi bærer vores barn til dåb er det også fordi den gave vi har fået,gså kalder på en dyb bekymring og vi erkender, at vi også har brug for, at der er nogen eller noget, der er større end os selv. Som vi kan læne os op ad og ind i – og her finde hvile. Sådan er Gud – sådan er KIRKEN – med dette store kirkerum, (ældgammelt), der er fyldt med traditioner, hvor der er højt til loftet – smukt og andægtigt. For herinde er der også ting, vi ikke bare kan tage – ting, der er uforståelige – og ting der står mejslet i granit ?? og alt her inde bliver givet til os– og vi forstår det kun lidt – i glimt - og ganske langsomt igennem hele vores liv. Vi mærker, at her er der plads til de store spørgsmål. Hvorfor er vi her på denne jord. Er der en mening med, at lige netop jeg er her. …
Når vi døbes, skrives vi ind i noget, der er større end os selv. En større historie. Vi bliver en del af et verdensomspændende fællesskab, med søstre og brødre ud over hele jorden. Fællesskab er hoved essensen i kristendommen. Vi er ikke alene her i verden. Overladt til os selv og til en uvis fremtid. Vi er her af en grund. Vi er her fordi der er brug for lige netop dig og mig – i fællesskabet.

Dåbsgaverne vi får her i kirken, er store og ikke sådan til at begribe helt. Men vi fornemmer der er noget stort. Og Uanset, om vi kan mærke det, tror det eller tvivler på det. Så står fundamentet fast: Gud har lovet os, at den dåb – det fællesskab, vi døbes ind i, kan vi ikke – på nogen måder falde ud af.
Dåbens gaver hjælper os til at vide – igennem hele livet. AT vi hører til et sted. I en slægt. En tradition, et større fællesskab. Og vi hører til hos Gud.

Nu skal vi synge den næste salme, nr. 448 Fyldt af glæde.